København, 2011-02-28 08:52 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Nordicoms adm. direktør Niels Troen fratræder Niels Troen har ønsket at udnytte en klausul i sin ansættelseskontrakt, der giver ret til genforhandling af ansættelsesvilkårene i forbindelse med en udskiftning af et flertal af bestyrelsens medlemmer, hvilket skete i forbindelse med selskabets ekstraordinære generalforsamling den 11. januar 2011. På den baggrund har Niels Troen valgt at benytte sin kontraktlige ret til at fratræde som administrerende direktør. Niels Troen vil dog i en periode fortsat være til rådighed for selskabet og bl.a. bistå med forskellige frasalgs- og finansieringsopgaver i relation til selskabets fortsatte bestræbelser på tilpasning af sin ejendomsportefølje. Bestyrelsen har besluttet med øjeblikkelig virkning at konstituere direktør Ole Steensbro i stillingen som administrerende direktør. Ole Steensbro har været ansat i Nordicom siden februar 2008 og har beklædt forskellige ledelsesposter. Nedskrivning af ejendomsværdier forudses Selskabets drift forløber planmæssigt og i henhold til den udmeldte strategi. I forbindelse med den igangværende afslutning af årsregnskabet for 2010 har den nye bestyrelse imidlertid revurderet såvel nogle af de hidtidige principper for værdiansættelse af ejendomme som det anvendte grundlag for værdiansættelser af et antal af selskabets ejendomme. Dette arbejde er ikke afsluttet, men må forventes at ville kunne resultere i væsentlige nedskrivninger af de hidtil fastsatte ejendomsværdier, herunder specielt for selskabets projektejendomme. På den baggrund anmoder Nordicom om, at selskabets aktier overføres til Fondsbørsens observationsliste. Det endelige nedskrivningsbehov præciseres senest i forbindelse med udsendelsen af selskabets regnskab for 2010, der offentliggøres den 24. marts 2011. Salget af Amager Strand grunden forløber dog planmæssigt, og en separat meddelelse herom udsendes inden for kort tid. Nordicoms cash flow og operationelle resultat er ikke påvirket af nedskrivningsbehovet. Der forventes således fortsat et resultat i niveauet -5 til -20 mio. kr. før værdireguleringer og skat (EBVAT) for regnskabsåret 2010. Med venlig hilsen Bestyrelsen Nordicom A/S www.nordicom.dk Allan Andersen, bestyrelsesformand Direkte: 40 13 55 35