København, 2011-03-31 11:36 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Bestyrelsen i Nordicom A/S har i dag godkendt selskabets årsrapport for 2010. Der blev i 2010 opnået en række afgørende resultater, som gav Nordicom et nødvendigt pusterum til at rette koncernen op oven på følgerne af den finansielle krise og de efterfølgende rystelser i ejendomsmarkedet. I første kvartal blev der således indgået en 3-årig bankaftale med koncernens væsentligste finansielle kreditorer, som accepterede et solidarisk loft over rentesatserne og mulighed for at oprulle renter. I konsekvens af bankaftalen blev der efterfølgende gennemført en kapitaludvidelse, baseret på et børsprospekt, som skaffede koncernen et nødvendigt kapital- og likviditetsindskud til investering i primært eksisterende udlejningsejendomme. I børsprospektet er der derudover fremlagt en strategi for kontrolleret genopretning af koncernen. De væsentligste elementer i strategien er afvikling af ejendomsbesiddelser i Tyskland og Sverige, afvikling af såkaldte ”green-field” udviklingsprojekter (dvs projektgrunde) samt fokusering af porteføljen af færdige investeringsejendomme. Efter kapitaludvidelsen blev der ændret væsentligt i aktionærsammensætningen, og dette affødte krav om indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling, som fandt sted den 11. januar 2011. På denne blev der valgt en ny bestyrelse, som har erklæret at ville følge den lagte strategi. Den nye bestyrelse har kritisk gennemgået koncernens ejendomsportefølje samt de regnskabsmæssige skøn og vurderinger, der ligger til grund for ejendommenes værdiansættelser. Anvendelsen af ændrede skøn og vurderingsmetoder, herunder blandt andet indhentning af flere eksterne vurderinger, har medført væsentlige negative dagsværdireguleringer af koncernens ejendomme. De nye momsregler, der trådte i kraft den 1. januar 2011, har desuden haft større negativ effekt end forudsat tidligere. Selskabets drift er forløbet som forventet, og årets resultat før værdireguleringer og skat (EBVAT) udgør -19 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med de tidligere udmeldte forventninger. Justeret for ikke-likviditetspåvirkende nedskrivninger og afskrivninger udgør EBVAT +20 mio. kr. for 2010 (2009: -59 mio. kr.). Pengestrømme fra driftsaktivitet for 2010 udgør 146 mio. kr. (2009: -79 mio. kr.), svarende til en stigning på 225 mio. kr. i forhold til det foregående regnskabsår. Stigningen skyldes primært ændringer i projektbeholdninger samt reduktion af koncernens kapacitetsomkostninger og finansielle poster. Egenkapitalen udgør 193 mio. kr. (2009: 497 mio. kr.), svarende til en reduktion på 304 mio. kr. Reduktionen kan henføres til årets underskud som følge af negative værdireguleringer og nedskrivninger, der delvist opvejes af kapitaludvidelsen, som blev gennemført i september 2010, samt en ændret vurdering af reglerne for udskudt skat. Derudover kan følgende elementer i årsrapporten fremhæves: -- Nordicom har i 2010 øget lejeindtægterne med 4 mio. kr. til 263 mio. kr. (2009: 259 mio. kr.), hvoraf 13 mio. kr. relateres til en engangsindtægt. Eksklusive engangsposter udgør lejeindtægterne 250 mio. kr., hvilket andrager en reduktion på 9 mio. kr. sammenlignet med 2009. Reduktionen skyldes primært fald i lejeindtægter for koncernens investeringsejendomme under udvikling samt et fald i lejeindtægterne på koncernens færdige investeringsejendomme i Sverige og Tyskland som følge af frasalg. -- Salg af projektbeholdninger udgør 164 mio. kr. (2009: 37 mio. kr.) og vedrører salg af 28 lejligheder på Sluseholmen (Lindholm ApS), et mindre antal parcelhusgrunde i Næstved samt en ejendom i Tyskland. -- Bruttoresultatet udgør på 184 mio. kr. (2009: 201 mio. kr.), svarende til en reduktion på 17 mio. kr. sammenlignet med 2009. -- Koncernens kapacitetsomkostninger, der udgør 59 mio. kr. (2009: 76 mio. kr.), er faldet med 17 mio. kr. Faldet skyldes effekten af organisationstilpasninger. Antallet af medarbejdere er i 2010 reduceret med 15, svarende til ca. 30 %. Endvidere er engangsomkostninger relateret til Nordicoms organisatoriske og finansielle omstilling reduceret i takt med at omstillingsprocesserne er tilendebragt i løbet af 2010. -- Regulering til dagsværdi netto på -613 mio. kr. (2009: -572 mio. kr.) udgøres af værdiregulering af færdige investeringsejendomme med -295 mio. kr., værdiregulering af investeringsejendomme under udvikling med -287 mio. kr., værdiregulering af gæld til kreditinstitutter med -23 mio. kr. samt værdiregulering af koncernens beholdning af pantebreve med -14 mio. kr., og modvirkes af en avance på 6 mio. kr., der er opstået i forbindelse med udstedelsen af konvertible obligationer til bankerne i medfør af bankaftalen. -- Værdireguleringer af selskabets investeringsejendomme under udvikling med -287 mio. kr. kan primært henføres til byggegrundene Enghave Brygge og Ved Stigbordene i København som følge af væsentlige ændringer af regnskabsmæssige vurderinger og skøn. -- Finansielle poster netto udgør 126 mio. kr. (2009: 197 mio. kr.), hvilket er en reduktion på 71 mio. kr. eller 36 % sammenlignet med 2009. Reduktionen skyldes primært indgåelse af den nye bankaftale med koncernens finansielle kreditorer samt lavere renter på koncernens realkreditgæld. Koncernen forventer for 2011 et resultat før værdireguleringer og skat (EBVAT) i niveauet -15 mio. kr. til + 15 mio. kr. Selskabet blev efter eget ønske, fremsat i fondsbørsmeddelelse den 14. marts 2011, overført til Fondsbørsens observationsliste. Med offentliggørelsen af årsrapport 2010 vil Fondsbørsen blive anmodet om at tilbageføre selskabet fra observationslisten. Årsrapport 2010 kan i sin fulde længde læses på Nordicoms hjemmeside www.nordicom.dk eller rekvireres ved henvendelse til selskabet. Allan Andersen Ole Steensbro Bestyrelsesformand Adm. direktør Nordicom A/S www.nordicom.dk For yderligere oplysninger kontakt: Adm. direktør Ole Steensbro Direkte telefon: 40 80 80 32