København, 2013-08-29 12:10 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Resumé for 1. halvår 2013 -- Resultatet af koncernens drift er i 1. halvår 2013 som forventet, og Nordicom har i perioden realiseret et positivt resultat eksklusive værdireguleringer og skat (EBVAT) og ophørte aktiviteter (udenlandske aktiviteter) på 5,8 mio. kr. (1. halvår 2012: 6,8 mio. kr.). -- Der er i 1. halvår 2013 foretaget værdireguleringer på investeringsejendomme (eksklusive udenlandske ejendomme) med -110,0 mio. kr. (1. halvår 2012: 7,6 mio. kr.). Værdireguleringerne er en konsekvens af de stigende afkastkrav, der kan konstateres i markedet, ikke mindst for ejendomme med sekundære beliggenheder, som Nordicom besidder en del af. -- Det negative resultat i 1. halvår 2013 har medført, at koncernens egenkapital er negativ med -51,2 mio. kr. pr. 30. juni 2013 (31. december 2012: 37,8 mio. kr.). -- I foråret 2013 indgik Nordicom aftale om forlængelse af bankaftalen med koncernens væsentligste kreditinstitutter. Tillægget til bankaftalen medfører, at bankaftalen er forlænget til den 31. december 2013. Nordicom har i juni 2013 desuden indgået forlængelse til udgangen af december 2013 af en låneaftale på 52 mio. kr. med et kreditinstitut uden for bankaftalen. Med forlængelse af disse låneaftaler udestår der ikke andre refinansieringer for Nordicom før ultimo 2013. -- L edelsen i Nordicom vil snarest muligt påbegynde en dialog med kreditinstitutterne om vilkårene for nødvendige forlængelser af bankaftalen og øvrige låneaftaler, der udløber ved årets udgang. I forbindelse hermed vil ledelsen søge tilført ny aktiekapital til koncernen. -- Lokalplanprocessen vedrørende Enghave Brygge, København SV forløber fortsat planmæssigt. Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har i juni 2013 godkendt lokalplanen, som er bekendtgjort i slutningen af juli 2013. På nuværende tidspunkt afventer Nordicom bekræftelse på, at lokalplanen er endeligt godkendt, når Københavns Kommune og Natur- og Miljøklagenævnet har færdigbehandlet indkomne klager. Den endeligt godkendte lokalplan forventes at foreligge i løbet af 2. halvår 2013, hvorefter ejendommene er endeligt solgt til en udenlandsk investor. -- Indehaveren af køberetten til ejendommen Herlev Hovedgade 17, 2730 Herlev, har den 1. juli 2013 valgt at udnytte køberetten. Handlen er uden betingelser udover betaling af købesummen, der andrager i alt 205 mio. kr. Overtagelsesdagen er i købsaftalen fastsat til at være senest den 31. december 2013. -- Nordicom har pr. 1. maj 2013 solgt sin andel af ejerselskabet til koncernens tyske ejendom i Hamborg og ejer herefter ikke flere udenlandske ejendomme. Det samlede kontante nettoprovenu, der er overført til koncernens danske likviditetsbeholdning, udgjorde ca. 27 mio. kr., som primo juli 2013 er anvendt til at tilbagebetale oprullede renter til koncernens kreditinstitutter. -- Ledelsen har truffet beslutning om i efteråret 2013 at flytte Nordicoms domicil til en af koncernens egne ejendomme i Københavns nordvestkvarter, hvorved der opnås en større besparelse i forhold til den nuværende husleje. Herudover er der i 2013 gennemført reduktioner af Nordicoms personaleomkostninger i form af et reduceret honorar til Nordicoms bestyrelse og som følge af en reduktion af medarbejderantallet i koncernen med ca. 10 %. -- Pengestrømme fra driftsaktivitet for 1. halvår 2013 udgør 24,8 mio. kr. (1. halvår 2012: 0,5 mio. kr.) og er bl.a. påvirket positivt som følge af oprulning af renter med 9,7 mio. kr. i henhold til den i marts 2013 indgåede forlængelse af bankaftalen. -- Nordicom forventer fortsat at opnå et EBVAT (resultat eksklusive værdireguleringer og skat) for fortsættende aktiviteter i niveauet 10 - 20 mio. kr. for 2013 . Med venlig hilsen Allan Andersen Ole Steensbro Bestyrelsesformand Adm. direktør For yderligere oplysninger kontakt: Adm. direktør Ole Steensbro Direkte telefon: 40 80 80 32