København, 2013-05-15 12:31 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Nordicom har som et led i realiseringen af koncernens strategi solgt sin sidste tyske ejendom, beliggende i Hamborg. Herefter besidder Nordicom ingen udenlandske ejendomme. Ejendommen er beliggende på Lippeltstrasse 1 i Hamborg, og handlen er gennemført som et virksomhedssalg, hvor køber overtager Nordicoms aktiepost i datterselskabet Nordteam III. GmbH. Ejendommen overtages af køber med virkning pr. 1. maj 2013. Ved fastsættelsen af prisen på aktierne er lagt til grund, at ejendomsværdien stort set er identisk med den bogførte værdi pr. 31. december 2012. Køber er et konsortium i regi af Property Team AG, som har været Nordicoms samarbejdspartner i Tyskland. ”Vi har det seneste år arbejdet intensivt med renovering og udlejning af den pågældende kontorejendom. Salget er nu gennemført med succes, og en milepæl er nået. Salget frigiver ca. 27 mio. kr., som bl.a. skal anvendes til nedbringelse af koncernens gæld”, udtaler adm. direktør Ole Steensbro. Salget af ejendommen påvirker ikke koncernens resultatforventninger, der for 2013 er udmeldt for koncernens danske aktiviteter. Som meddelt i Nordicoms årsrapport for 2012 forventes i 2013 et resultat før værdireguleringer og skat (EBVAT) for fortsættende aktiviteter i niveauet 10-20 mio. kr. Salget er et led i Nordicoms strategi om at reducere porteføljen af ikke-strategiske ejendomme. Nordicom vil fortsætte afsøgningen af markedet for salg af ikke-strategiske ejendomme, og det er koncernens forventning at gennemføre yderligere frasalg i indeværende år. Med venlig hilsen Allan Andersen Ole Steensbro Bestyrelsesformand Adm. direktør For yderligere oplysninger kontakt: Adm. direktør Ole Steensbro Direkte telefon: 40 80 80 32