Direktør Viggo Dam Nielsen indtræder pr. 1. april 2008 i ledelsen for Rovsing A/S som Executive Vice President. Viggo Dam Nielsen vil primært fokusere på ledelse af projekter i Rovsing's R&D afdeling og på salg af selskabets produkter og ydelser på det amerikanske forsvarsmarked. Viggo Dam Nielsen har haft en militær karriere, der sluttede som generalmajor. Han var til sin fratræden i 1998 øverste chef for Flyvematerielkommandoen, som havde ansvaret for anskaffelse af materiel til det danske flyvevåben. Viggo Dam Nielsen var blandt andet med til anskaffelse af F-16-flyene. Han bibringer derfor stor ekspertise i projektstyring i forbindelse med indkøb af store og komplekse våbensystemer. I perioden 1999-2002 har Viggo Dam Nielsen haft en stilling hos Terma A/S inden for Business Development. Fra 2003 til dato har han været Director, Defence & Aerospace hos GPV Group, hvor hans primære aktivitet har været salg af forsvarssystemer på det amerikanske marked. På den førstkommende generalforsamling vil Viggo Dam Nielsen nedlægge sit hverv som bestyrelsesmedlem i Rovsing A/S. Ekstraordinær generalforsamling Bestyrelsen for Rovsing A/S vil snarest indkalde til ekstraordinær generalforsamling med særligt to punkter på dagsordenen. For det første vil bestyrelsen søge generalforsamlingens bemyndigelse til at forhøje aktiekapitalen. Beløbsrammen og andre forhold i denne forbindelse vil blive offentliggjort senere. For det andet vil bestyrelsen foreslå advokat Eric Korre Horten indvalgt i bestyrelsen. Eric Korre Horten er juridisk rådgiver for Rovsing A/S og var medlem af selskabets bestyrelse fra september 2006 til oktober 2007. Om Rovsing Rovsing udvikler systemer, software og elektronik til rumfart. Kunderne er internationale organisationer og virksomheder. Selskabets vækststrategi omfatter nye forretningsområder inden for forsvars- og transportindustrierne, hvor der i stigende grad er behov for Rovsings kompetencer inden for design, udvikling, test og kvalitetssikring af avancerede systemer til kritiske funktioner. Som det eneste selskab inden for europæisk rumfart har Rovsing gennemført uafhængig kvalitetstest (ISVV) af den mest kritiske software-type (klasse A), hvor blot en lille fejl kan betyde tab af menneskeliv. Rovsing har siden etableringen i 1992 skabt en stærk position på det europæiske rumfartsmarked. Blandt kunderne er flere af de største europæiske virksomheder inden for rumfarts- og forsvarsindustri. Rovsings tre markedssegmenter har som fælles træk, at de stiller høje krav til produkternes pålidelighed. I alle tre industrier spiller software en stadig større rolle i det færdige produkt, og der er sammenfald af visse tekniske standarder. Virksomhederne inden for alle tre brancher er karakteriseret ved at være store, multinationale og udviklingstunge med betydelig anvendelse af underleverandører i både udvikling og produktion. www.rovsing.dk Yderligere oplysninger Søren A. Rasmussen, adm. direktør Telefon (+45) 40 30 54 50 Rovsing A/S