25. september 2009 Meddelelse nr. 69 Bestyrelsen for Rovsing A/S har besluttet at gennemføre en rettet kontant emission Bestyrelsen for Rovsing A/S har besluttet at gennemføre en rettet kontant emission. Ved emissionen vil aktiekapitalen blive forhøjet med mellem nominelt kr. 1 og nominelt kr. 1.597.452 nye aktier. Som omtalt i fondsbørsmeddelelse af 22. september 2009 er der modtaget forhåndstilkendegivelser om nytegning svarende til et provenu på over kr. 4,5 mio. herunder kr. 2,3 mio. fra bestyrelse, direktion og medarbejdere. Hovedvilkårene for emissionen er følgende: Aktierne udstedes uden fortegningsret for eksisterende aktionærer. Aktierne tegnes fra 5. oktober 2009 og til 9. oktober 2009 kl. 16.00. Aktierne tegnes ved kontant tegning med indbetaling senest 23. oktober 2009. Aktierne udstedes i stykstørrelse á nominelt kr. 1. Tegningskursen fastsættes til en kurs svarende til gennemsnittet af slutkursen på selskabets aktier den 5.-9. oktober 2009. De nye aktier skal have samme rettigheder som selskabets eksisterende aktier. I tilfælde af overtegning (dvs. tegning af i alt mere end 1.597.452 stk. aktier) forbeholder Rovsing A/S sig at reducere tegningen efter selskabets skøn. Om Rovsing Rovsing udvikler systemer, software og elektronik til markederne inden for rumfarts-, forsvars- og transportindustrien, hvor kunderne er større internationale organisationer og virksomheder, der i stigende grad har behov for Rovsings kompetencer inden for design, udvikling, test og kvalitetssikring af avancerede systemer til kritiske funktioner. Som det eneste selskab inden for europæisk rumfart har Rovsing gennemført uafhængig kvalitetstest (IV&V) af den mest kritiske software-type (klasse A), hvor blot en lille fejl kan betyde tab af menneskeliv. Rovsing har siden etableringen i 1992 skabt en stærk position på det europæiske rumfartsmarked. Blandt kunderne er flere af de største europæiske virksomheder inden for rumfarts- og forsvarsindustri. Rovsings tre markedssegmenter har som fælles træk, at de stiller meget høje krav til produkternes pålidelighed. I alle tre industrier spiller software en stadig større rolle i det færdige produkt, og der er sammenfald af visse tekniske standarder. Virksomhederne inden for alle tre brancher er karakteriseret ved at være store, multinationale og udviklingstunge med betydelig anvendelse af underleverandører i både udvikling og produktion. www.rovsing.dk Yderligere oplysninger: Rovsing A/S Søren Anker Rasmussen Adm. direktør Mobil tel.: 4030 5450