SSBV-Rovsing offentliggør strategi og målsætninger efter erhvervelse af produktrettigheder fra SSBV 25. januar 2013 Meddelelse nr. 142 SSBV-Rovsing offentliggør strategi og målsætninger efter erhvervelse af produktrettigheder fra SSBV SSBV-Rovsing A/S har fastlagt strategi og målsætninger efter erhvervelse af produktrettigheder fra Satellite Holdings BV (”SSBV”). SSBV-Rovsing forventer at offentliggøre et prospekt senere i dag i forbindelse med en fuldt garanteret kapitaludvidelse som forventes at indbringe et bruttoprovenu på DKK 26,1 mio. Som tidligere meddelt indgik SSBV-Rovsing i september 2012 aftale med SSBV om erhvervelse af SSBV’s produktlinje til test og simulering af satellitter – den såkaldte DSTE produktlinje. Selskabet erhvervede rettighederne til i alt 31 forskellige produkter. Transaktionen omfattede ud over produktrettighederne den samlede dokumentation vedrørende design, produktion, test, levering og brug af produkterne samt en 18 måneders supportaftale, der udløber i maj 2014. De erhvervede produktrettigheder fra SSBV medfører sammen med de standardprodukter, som Rovsing selv har udviklet over de sidste tre år, at SSBV-Rovsing besidder et komplet produktprogram til test af satellitter, dog med undtagelse af specielle radiofrekvensprodukter. Et andet selskab i SSBV gruppen er imidlertid specialister i radiofrekvensprodukter, og disse kan SSBV-Rovsing medsælge i tilfælde af, at kunden ønsker at købe en komplet løsning til satellittest. SSBV-Rovsing bliver dermed en ”one-stop-shop” for løsninger til test af satellitter. Efter overtagelsen af SSBVs DSTE produktlinje vil SSBV-Rovsings primære fokus være salg af produkter samt løsninger opbygget af standardprodukter til det globale rumfartsmarked. Herudover vil SSBV-Rovsing fortsat som en sekundær aktivitet udføre aktiviteter inden for sine øvrige forretningsområder inden for rumfart (software udvikling, software kvalitetssikring og lokal ingeniørbistand). SSBV-Rovsings kunder udgøres primært af store multinationale ”space prime contractors”, såsom Astrium og Thales Alenia Space. Selskabet har ikke tidligere haft nogen nævneværdig omsætning uden for Europa, og SSBVs produkter har også primært været solgt til det europæiske marked, men er også solgt til flere kunder i USA. Fremtidigt vil SSBV-Rovsing søge at afsætte sine produkter til det globale rumfartsmarked, som omfatter det institutionelle, kommercielle og militære rumfartsmarked i Europa, USA, Indien og Fjernøsten og ikke kun som hidtil til det europæiske institutionelle marked (European Space Agency markedet). SSBV-Rovsings kerneområder er herefter: -- Leverance af et næsten komplet spektrum af produkter samt løsninger opbygget af standard produkter til test af satellitter. Disse produkter og løsninger anvendes til elektrisk- og funktionel test af satellitter, satellit delsystemer samt moduler, der indbygges i satellitter. -- Leverance af softwareløsninger, herunder kritisk software. -- Uafhængig verificering og validering (ISVV) af kritiske software systemer (f. eks. kritisk software udviklet af tredjepart til satellitter og rumtransportsystemer). -- Udvikling af højpålidelige og nøjagtige navigationssoftware produkter. -- Lokal ingeniørbistand inden for kvalitetssikring, konfigurationskontrol, software udvikling samt software validering. Overordnet strategi De erhvervede produktrettigheder fra SSBV medfører sammen med de standardprodukter, som Rovsing selv har udviklet over de sidste tre år, at SSBV-Rovsing besidder et næsten komplet produktprogram til test af satellitter. På denne baggrund har ledelsen besluttet at udvide SSBV-Rovsings primære fokus til også at omfattesalg af produkter samt systemer opbygget af produkter til det globale rumfartsmarked og ikke kun som hidtil til ESA (European Space Agency) markedet. Hermed mangedobles størrelsen af SSBV-Rovsings potentielle marked. SSBV’s eksisterende salgskanaler i USA, Indien og Fjernøsten vil blive anvendt af SSBV-Rovsing i forbindelse med dets salg på disse markeder. Sammenfattende kan den overordnede strategi kort beskrives som følger: -- At udbygge den igangværende udvikling inden for leverancer til den europæiske rumfartsindustri. Der fokuseres på salg af standardprodukter samt løsninger opbygget af standardprodukter. Med køb af produktrettigheder fra SSBV vil SSBV-Rovsing udnytte muligheden for at være en ”one-stop-shop” i forbindelse med test af satellitter. -- At tilbyde sine produkter til test af satellitter til den globale rumfartsindustri. -- At fortsætte sine øvrige aktiviteter inden for europæisk rumfartsindustri. -- At fortsætte aktiviteterne omkring udvikling af pålidelige og nøjagtige navigationsprodukter. Resultatforventninger for 2012/13 Som meddelt i årsrapporten for 2011/12, forventer SSBV-Rovsing for 2012/13 et positivt EBITDA i niveauet DKK 3 mio. Målsætninger SSBV-Rovsings mål er en omsætning af størrelsesordenen DKK 51 mio. og en EBITDA på DKK 6 mio. for regnskabsåret 2013/14 og en omsætning på ca. DKK 71 mio. og en EBITDA på DKK 17 mio. for regnskabsåret 2014/15. Omsætningsmålene tager udgangspunkt i summen af den hidtidige Rovsing omsætning og den hidtidige omsætning for den overførte SSBV DSTE produktlinje. Denne samlede omsætning herfor udgjorde for året 2010/11 ca. DKK 47 mio. Endvidere forventes det, at salget af DSTE produktlinjen kan øges ved salg fra Danmark, idet salget til ESA’s videnskabelige programmer ikke vil være underlagt de samme geografisk retur begrænsninger, som det har været tilfældet ved salg fra Holland. Endelig vil SSBV-Rovsing’s egenudviklede produktlinje være parat til globalt salg. Kapitaludvidelse SSBV-Rovsing forventer senere i dag at offentliggøre et prospekt for et udbud af nye aktier til favørkurs med fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer samt en gældskonvertering af det lån på EUR 3 mio., der blev ydet af SSBV i forbindelse med gennemførelse af SSBV transaktionen i december 2012. SSBV-Rovsing har opnået forhånds- og garantitilsagn i forbindelse med udbuddet af aktier, svarende til en fuldtegning med et bruttoprovenu på ca. DKK 26,1 mio. De nærmere udbudsbetingelser vil fremgå af prospektet. Om SSBV-Rovsing SSBV-Rovsing A/S leverer produkter, løsninger, software og tilknyttede services primært til rumfartsindustrien. Selskabets hovedaktiviteter er: -- Leverance af et næsten komplet spektrum af produkter samt løsninger opbygget af standardprodukter til test af satellitter. Disse produkter og løsninger anvendes til elektrisk- og funktionel test af satellitter, satellit delsystemer samt moduler, der indbygges i satellitter. -- Leverance af softwareløsninger, herunder kritisk software. -- Uafhængig verificering og validering (ISVV) af kritiske software systemer (f. eks. kritisk software udviklet af tredjepart til satellitter og rumtransportsystemer). -- Udvikling af højpålidelige og nøjagtige navigationssoftware produkter. -- Lokal ingeniørbistand inden for kvalitetssikring, konfigurationskontrol, softwareudvikling samt software validering. www.rovsing.dk Yderligere oplysninger Søren A. Rasmussen, adm. direktør Telefon (+45) 40 30 54 50