Sanistål A/S har solgt Norsk Nøkkelservice A/S I meddelelse nr. 17 af 10. september 2009 meddelte Sanistål, at det var besluttet at igang­sætte en proces for at identificere potentielle købere til aktiviteterne i Carl F International A/S for yderligere at fokusere på den danske grossistvirksomhed som kerneforretning. På den baggrund er der indgået aftale om salg af det norske datterselskab, Norsk Nøkkel­service A/S. Selskabet overdrages til køber, når eventuelle indsigelser fra det norske Konkurrencetilsyn er afklaret. Det forventes, at overdragelsen finder sted i januar 2011. Norsk Nøkkelservice A/S driver låsegrossistvirksomhed i Norge. Den nye ejer er Tefor A/S, der er under stiftelse, og som ejes af Espen Karlsen (EEC Capital AS) og R. Bergersen (R. Bergersen AS). Sidstnævnte sælger låse og beslag, dels gennem butik, og dels over internettet. Norsk Nøkkelservice A/S er som følge af beslutningen i september 2009 klassificeret som ophørende aktivitet. Efter salget af Norsk Nøkkelservice A/S omfatter den ophørende aktivitet kun 2 mindre virksomheder, hvor den samlede årsomsætning og de samlede aktiver udgør mindre end 50 mio. kr. Salget ændrer ikke på koncernens forventning til resultatdannelsen for 2010. Aalborg, den 21. december 2010