ØGET MARKEDSANDEL PÅ VVS OG INDUSTRI - FORTSAT PRES PÅ STÅLMARKEDET Aktiviteten i Sanistål har i 1. halvår 2013 været påvirket af et generelt pres på alle markeder. Stålpriserne har været markant faldende henover årets første seks måneder - specielt i 2. kvartal. Udviklingen i stålpriserne og det pressede stålmarked har betydet, at omsætning på stål blev realiseret 116,5 mio. kr. under den tilsvarende periode sidste år. Til trods for et presset marked har igangsatte vækstinitiativer betydet, at omsætningen på VVS og på industriprodukter blev øget i forhold til 1. halvår 2012. Omsætningen på det danske VVS-marked blev øget med 3,4%, hvorimod markedet gik tilbage med 4,8% i 1. halvår 2013. Saniståls markedsandel på det danske VVS-marked blev således øget med 1,5% i forhold til 1. halvår 2012. Især aktiviteten i Østdanmark udviklede sig flot. Der blev i 1. halvår 2013 gennemført en række rationaliseringstiltag, som sammen med fortsatte effektiviseringer i logistikydelserne understøtter den fremadrettede udvikling i forretningen. Som led i fortsat fokus på at optimere rentabiliteten blev der gennem 1. halvår 2013 afholdt omkostninger til et sourcingprojekt, som forventes at give de første effekter i 2. halvår 2013. De faldende stålpriser og det pressede stålmarked samt den vigende aktivitet på markederne medfører, at markedsvilkårene i 2013 vil blive vanskeligere end hidtil forudsat i Saniståls forventninger til 2013. Igangsatte vækst- og optimeringstiltag understøttet af en velmotiveret medarbejderstab vil afbøde effekten af de vanskeligere markedsvilkår. På det grundlag fastholdes forventningerne til 2013, men som følge af det markante fald i stålpriserne forventes dog et resultat i den nederste del af det udmeldte interval. FINANSIELLE HOVEDPUNKTER 2013 – 2. KVARTAL -- Resultat af Saniståls primære drift (EBIT) eksklusive ejendomsavancer for 2. kvartal 2013 udgjorde 19,2 mio. kr. (1,7%) mod 33,3 mio. kr. (3,0%) i samme periode sidste år. -- Saniståls omsætning blev på trods af markedstilbagegang og faldende stålpriser øget med 8,5 mio. kr. svarende til 0,8% i forhold til samme periode sidste år. -- Omkostningerne blev i kvartalet realiseret over sidste års niveau som følge af en engangsindtægt på 8,0 mio. kr. i 2. kvartal 2012. Herudover har der i 2. kvartal 2013 været afholdt engangsomkostninger på 5,4 mio. kr. med henblik på fremadrettet effektivisering. -- Periodens resultat af finansielle poster blev forringet med 9,8 mio. kr., idet resultatandelen af det associerede selskab Brødrene A & O Johansen A/S for 2. kvartal 2013 ikke er indregnet. 2013 – 1. HALVÅR -- Resultat af Saniståls primære drift (EBIT) eksklusive ejendomsavancer for 1. halvår 2013 udgjorde 30,6 mio. kr. (1,5%) mod 69,7 mio. kr. (3,2%) i samme periode sidste år. -- Egenkapitalen blev forøget med 14,1 mio. kr. i perioden og udgjorde 712,6 mio. kr. pr. 30. juni 2013 svarende til en soliditetsgrad på 25,3%. -- De frie pengestrømme udgjorde 15,7 mio. kr. mod 158,7 mio. kr. sidste år. 1. halvår 2012 var påvirket af forskydning af kreditorbetaling samt likviditetseffekt af ejendomsekspropriation i Silkeborg. Korrigeret herfor blev periodens pengestrømme forbedret med 32,5 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år. 2013 – FORVENTNINGER -- Saniståls forventninger til årets resultat af primær drift (EBIT) fastholdes mellem 110 mio. kr. og 150 mio. kr. før eventuelle ejendomsavancer. Som følge af det markante fald i stålpriserne, som Sanistål ikke kan påvirke, forventes dog et resultat i den nederste del af intervallet. Forventningerne baseres på, at stålpriserne har nået bunden.