Resumé af årsrapport 2008 Koncernens omsætning udgjorde 735 mio. kr. mod 634 mio. kr. i 2007, en forøgelse på 16% og koncernen har således øget sin markedsandel. På trods af omsætningsfremgangen har koncernen ikke kunne fastholde indtjeningen i det nuværende vanskelige marked, hvilket især har gjort sig gældende i 4. kvartal af 2008 og særligt for WorldLift Industries A/S. Desuden er der af hensyn til den fremtidige markedssituation og indtjening foretaget en revurdering af koncernens varebeholdninger, med deraf følgende nedskrivning i størrelsesordenen 10 mio. kr. Koncernen opnåede et resultat af primær drift (EBIT) på 4,3 mio. kr. mod 33,6 mio. kr. i 2007. SKAKO Industries koncernens resultat før skat er realiseret med 2,5 mio. kr. mod 34,9 mio. kr. i 2007. Koncernens udskudte skatteaktiver er revurderet, og konsekvensen heraf er en nedskrivning på 18,5 mio. kr., som er indregnet i skat af årets resultat. Koncernens resultat efter skat er et underskud på 16,1 mio. kr. mod et underskud på 6,3 mio. kr. i 2007. Bestyrelsen anser det samlede resultatet for utilfredsstillende. Med baggrund i årets resultat og udsigterne for 2009 foreslår bestyrelsen, at der ikke udbetales udbytte for 2008. Recessionen i realøkonomien og den finansielle uro betyder svære indtjeningsbetingelser for industrien og særligt for leverance af udstyr, der som oftest kræver finansiering. Usikkerhederne omkring vurdering betyder, at forventningerne til resultatet før skat for 2009 er behæftet med større usikkerhed end sædvanligt, idet niveauet dog forventes at svare til 2008.