Fondsbørsmeddelelse nr. 20/2012 Referat af den ekstraordinære generalforsamling afholdt den 20. november 2012 i bankens lokaler Banktorvet 3, 6900 Skjern. Formanden for bankens bestyrelse, Hans Jeppesen, bød velkommen til de fremmødte aktionærer. Efter velkomsten gav formanden ordet til den af bankens repræsentantskab udpegede dirigent advokat Bo Ascanius. Dirigenten konstaterede indledningsvis, at de fornødne indkaldelsesvarsler havde været iagttaget, samt at indkaldelsen, oplysning om antal aktier og stemmerettigheder, dagsordenen, de fuldstændige forslag til vedtægtsændringer, procedure for stemmeafgivelse samt fuldmagts- og brevstemmeblanket, i en sammenhængende periode på 3 uger havde været tilgængelig på bankens hjemmeside samt på bankens hovedkontor og i bankens afdelinger. Dirigenten fremlagde herefter dagsordenens punkter, hvorefter bankens bestyrelsesformand Hans Jeppesen redegjorde for baggrunden for forslagene. Efter bestyrelsesformandens indlæg bad en aktionær om ordet og fremlagde sine synspunkter til de stillede forslag, herunder et enkelt spørgsmål til dagsordenens punkt 1. Bankens formand Hans Jeppesen, redegjorde for baggrunden for forslaget og besvarede det stillede spørgsmål. Dagsordenens punkt 1 Bestyrelsen stillede forslag om indsættelse af nye bemyndigelser til bestyrelsen til at udvide aktiekapitalen med op til i alt kr. 285.000.000,00 ved at ændre bemyndigelsen i vedtægternes § 3, nr. 2-3. Forslaget blev endelig vedtaget. Dagsordenens punkt 2 Bestyrelsen stillede forslag om indførelse af krav om samtykke fra bestyrelsen ved erhvervelse af 10% af aktiekapitalen ved at ændre vedtægternes § 4, nr. 5. Forslaget blev endelig vedtaget. Dagsordenens punkt 3 Bestyrelsen stillede forslag om lempelse af det eksisterende stemmeloft ved at ændre vedtægternes § 9, nr. 1. Forslaget blev endelig vedtaget. Dagsordenens punkt 4 Bestyrelsen stillede forslag om en generel opdatering og modernisering af vedtægterne ved ændring af § 6, nr. 1 og 3, § 7, nr. 7 og § 17, nr. 4. Forslaget blev endelig vedtaget. Dirigenten takkede herefter for god ro og orden. Venlig hilsen Skjern Bank Per Munck munck@skjernbank.dk